Valg af majssorter til næste sæson
Tørstofprocenten i dine majs bliver klar til tiden, men du er alligevel skuffet over stivelsesindholdet, når resultatet af analysen kommer tilbage. Så kan det være den forkerte majssort, som du dyrker.
FAO tallet giver ikke sikkerhed for tidlig høst
På majsdemoerne d. 24. september 2020 var 20 sorter repræsenteret. KWS Sergio med FAO 160 havde på dagen 26,7 % tørstof, mens en middel tidlig sorte som LG Function med FAO 190 lå på 26,1 %. Spredning på alle 20 sorter var på knap fire procentpoint, fra 23,4 % for LG Conclusion med FAO 190 til 27,9 % for KWS Cito med FAO 140.
Tommelfingerreglen siger 2-3% stigning i tørstof pr. uge med sol og tørt vejr og 0,5-1,5% i regn og overskyet vejr. Der er derfor kun en god uges tid mellem høsttidspunktet på de forskellige sorter, der var repræsenteret på Landbo Limfjords majsdemo for at opnå optimal høsttidspunkt med et tørstofindhold mellem 31-34%.

”Frisk” analyse giver et praj
Det er et godt værktøj at lave en frisk analyse på det, som du kører i siloen. Med en analyse på den friske majs har du et grundlag til at se, om du har valg den rigtige majssort eller i tilfælde med flere majssorter, der ender med at blive samensileret. I tilfældet med flere sorter skal der laves en frisk analyse af hver sort.
Det interessante i den friske prøve er forholdet mellem sukker og stivelse. En analyse på den færdig ensileret majs giver kun et resultat af, hvor meget stivelse du har i majsensilagen, fordi sukkeret er brugt i ensileringsprocessen. Selvfølgelig giver analyse på ensilagen også resultat på majsens fordøjelighed på NDF, men efter nye beregningsmodeller på NDF fordøjeligheden i majs er forskellen mellem sorterne minimale.
Hvis den friske prøve viser, at du har lav stivelseprocent og over 15% sukker, så er majsplanterne ikke færdige med at indlejre stivelsen i kernerne, selv om tørstofprocenten er over 30%. Det er her, at du skal bruge FAO-tallet.
En majssorte med lavt FAO-tal begynder indlejringen af stivelse tidligt, og den proces er energikrævende og måles i varmeenheder. Selv om september har budt på varme og sol, så er dagene blevet for korte til at det virkelig batter noget. Så indlejringsprocessen skal være påbegyndt i slutningen af august for, at majsplanterne kan være 90-95% færdige til høst. Med en middeltidlig sort, der er lidt for våd ved snitning og kun 70% færdig med indlejring af stivelse i kernerne, kan have en stor andel sukker, der forsvinder ved saftafløb. Er majsen med lavt FAO-tal og dermed færdig med indlejring, er udvaskningen af energi minimal.
Frost er no go
Det er rigtigt, at nattefrost hjælper med at tørre majsplanterne ned, men frosten slår også planterne ihjel, så processen med indlejringen af stivelse slutter. Så selv om frost kan være kærkommen i forhold til at få majs i siloen, der ikke safter, er det uheldigt i forhold til at sikre høj stivelsesandel i afgrøden. Bor man på egne, der tidligt er udsat for frost, er det endnu vigtigere at få valgt sorter med lav FAO-tal, for at sikre indlejringen starter tidligt.

Kontakt vores ekspert på området

