Vejret driller og giver udfordringer

Græsset vokser og majsen står i sækkene i laden i stedet for at vokse i jorden.

Panikken begynder at brede sig, for majskerner skulle være sået og græsset er klar til slæt, men der er ikke rigtig noget at gøre ved det. Regnen har silet ned og mættet jorden med vand, og en dags tørvejr giver ikke fører i marken.

Første slæt

Som vejrudsigten tegner sig, så tyder det på første slæt sidst i denne uge.

Hvis vi kigger alene på fordøjelighed af græsset, så skal vi helst have fordøjeligheden over 80% ved første slæt. Jeg har taget udgangspunkt i en blanding 45 med 16-30% kløver, konventionel, d.d. tirsdag d. 25. maj.

Område Fordøjelighed d.d. Dagligt fald
Aars 81,7 0,3
Hobro 81,7 0,3
Skive 81,9 0,3
Nykøbing M 82,0 0,3
Thisted 82,1 0,3

Der er selvfølgelig lokale forskelle og forskel i jordtyper og andet, men bliver 1.slæt skårlagt inden for de næste fire til syv dage vil det være muligt at få en fornuftig kvalitet i hus.

Majs

Vi må jo erkende, at 2021 nok ikke bliver året med topudbytter i majs. Det har været koldt for de majs, der er blevet sået først, og det bliver sent for de majs, som bliver sået sidst. Sent sået majs, der kommer godt fra land, kan sagtens kompensere med god kvalitet trods lavere udbytte. Tidligt sået majs med lang spiringstid, har risiko for at blive hæmmet voldsomt, fordi bejsemidlerne er nedbrudt inden væksten for alvor, kommer i gang. Det giver gule majsplanter, som bruger rigtig meget tid på at komme fra 4-5 blade til 7-8 blade, hvor skyggeeffekter, overfor ukrudt begynder at have sin effekt.

Ideen om kornhelsæd i stedet for sent sået majs bør lægges på hylden igen. Sent sået korn, uanset sort, vil ikke nå mere end 6.000 fe, og har sjældent en fordøjelighed over 71% FK organiskstof, det er umuligt at få højt ydende køer til at malke på uden en masse kraftfoder.

Ønsker du sparring, er du altid velkommen til at kontakte os.

Kvægrådgiver Rene Nygaard KvægXperten

René Nygaard, kvægrådgiver

Tlf.: 9615 3047

rny@kvxp.dk