Hvis du er sikker på, at du i år får bjærget rigeligt med grovfoder til dine kreaturer, skal du overveje, om der skal sættes en høj stub, når du høster majsen.

Til malkende køer ønsker vi et letfordøjeligt foder, hvorimod kvier og goldkøer gerne må tildeles et mere tungt fordøjeligt foder, hvorved der kan spares halm som mættende foderemne.

Majsmarkerne i vores område er ret forskellige afhængige af lokalitet, bonitet, forfrugt m.m., men især majssorten har indflydelse på markernes ”beskaffenhed”. På nogle marker er der store planter med en høj kolbe-sætning, og andre marker er planterne mindre og måske med lav kolbesætning. Generelt tror jeg, at man kan sige, at der er ”fuld plante-antal”, og at planterne er højere end et gennemsnitsår. Desværre er kolberne mange steder mindre i år, end vi har set de senere år. Derudover har ukrudtsbekæmpelsen mange steder været knap nok succesfuld, så majsmarkerne er mere beskidte i år.

Alt dette taler for, at der skal sættes en højere stub.

Hvis stubben hæves 20 cm:

  • Hæves fordøjeligheden med ca. 0,20 MJ/kg tørstof. Dette svarer til, at kg tørstof/FE falder med ca. 0,04
  • Køerne vil kunne æde mere af majsen, og dermed spare suppleringsfoder (typisk 0,5-1,0 kg korn/ko/dag)
  • Du høster ca. 500 FE mindre pr. ha
  • Tørstof-procenten vil (på en bestemt dag) være ca. 2 % højere i ensilagen
  • Du vil høste færre læs og have mindre krav til silokapacitet (10 %)
  • Du vil høste færre ton grøn-masse/ha (15 %), hvilket reelt skåner marken (og efterafgrøder)

Ovenstående gælder for de første 20 cm ekstra stub (fra 20-40 cm), men reel også næsten i fuldt omfang for de næste 20 cm, hvis kolbesætningen er så høj, at den mulighed er til stede.

Kontakt vores ekspert på området, hvis du har spørgsmål eller har behov for sparring

Keld Tølbøll, kvægrådgiver

Tlf.: 9615 3044

ket@kvxp.dk