Er dine kalve vinterklar?

Kalvedødeligheden svinger enormt hen over året, det er et faktum og et mønster vi ser hvert år. Om vinteren stiger kalvedødeligheden, som regel voldsomt og her er Jersey kalve særligt udsatte. Det sker selvom pasningen og rutinerne ikke ændrer sig, så hvor er det lige vi skal være ekstra opmærksomme?

Med inspiration fra SEGES er her en tjekliste, som skal være med til at sikre at dine kalve kommer godt igennem vinteren:

HOF – Hygiejne, Opstaldning og Fodring

Hygiejne:

  • Ren mælk – al framalket mælk opbevares i lukkede beholdere så snart mælken hældes i beholderen.
  • Rene hænder – Brug gerne handsker og skift dem ofte, gerne mellem hver kalv, ellers vær obs. på at få vasket dine hænder med ofte mellemrum
  • Rene skåle – Sørg for at kalvene drikker og æder af rene skåle. Vask dem hyppigt og gerne dagligt.
  • Rene kalvebokse – Mug ud mellem hver kalv eller hvert hold, vask og desinficer.

Opstaldning:

  • Tørt – Sørg for at kalven ligger tørt, strø oftere eller mere og vær obs. på at kalven ikke bliver våd af sved. (Hvis kalven bliver våd af sved kan det være en fordel, at klippe den over ryggen, så den lettere kan komme af med varmen.)
  • Trækfrit – Undgå at kalvene får træk, tjek at hytterne står rigtigt ift. at undgå træk og vær obs. på om kalvene i kalvestalden kan få træk fra porte og andre åbninger. Frisk luft er godt for kalvene, men træk bør undgås! Hvis træk ikke kan forebygges undgå da, at kalvene bliver kolde og brug derfor gerne kalvedækkener.
  • Tryghed – Giv kalvene mulighed for at vænne sig til nye omgivelser, foder, mennesker osv. Lav ikke for mange ændringer for dine kalve, det kan stresse dem og øge risikoen for at de bliver syge.
  • Tid – Giv dig god tid med kalvepasningen og særligt i vintermånederne. Tag dig tid til at overvåge, passe og fodre kalvene – Det handler om at fange syge kalve i opløbet, inden de knækker helt!

Fodring:

  • Råmælk – Hav gode rutiner omkring råmælkstildeling, og vær sikker på at kalven enten tildeles, eller får råmælk hurtigst muligt efter fødslen. Derudover er det enormt vigtigt, at råmælken er af god kvalitet, og at den får nok råmælk, som selvfølgelig er opbevaret og håndteret på den rigtige måde.
  • Øget energitildeling – I vintermånederne bruger kalvene meget energi på at holde varmen, derfor er det en god ide at energitildelingen øges med 0,5 – 1 liter mælk mere dagligt og ved brug af mælkeerstatning, bør mængden øges yderligere.
  • Grov- og kraftfoder af god kvalitet – Der må ikke gås på kompromis med kvaliteten af det foder kalvene tildeles i vinterperioden. Kalvene skal have frisk foder, af god kvalitet som skal skiftes ofte – Det skal være indbydende at æde foder, og det hjælper kalvene til at blive gode drøvtyggere hurtigt!

Har du brug for hjælp til at gøre dine kalve vinterklar så tøv ikke med at kontakte os så hjælper vi gerne.

Kontakt vores ekspert på området

Marie Sofie Futtrup, kvægrådgiver

msf@kvxp.dk

tlf.: 9615 3046