Græsensilagens tørstof er slæt æ’ optimal

Af Mette Thorhauge, virksomhedsrådgiver Landbo Thy & Anette Østergaard, kvægkonsulent KvægXperten

Vi ser alt for meget alt for tørt græsensilage (igen) i år. Gennemsnitlig tørstofprocent i 1. slæt er 40,6 % i 2020 i vores område. Tørstofprocenten i græsensilage skal gerne være mellem 33-35 % for at sikre en ordentlig sammenkørering og dermed en optimal ensileringsproces. Sker det, har vi et velsmagende lækkert foder, når vi åbner stakken igen. Det vil køerne gerne kvittere for med mælk i tanken.

Lokale resultater

I kvægXperten er der indtil nu svar på 29 analyser af 1. slæt 2020. Den gennemsnitlige tørstofprocent er 40,6% med en spredning fra 33-54 % ts. Der er 15 analyser over 40 % ts. Ikke en eneste analyse er vådere end anbefalingerne.

I forbindelse med Grovfoder 4.0 har vi taget frisk analyser på markniveau i løbet af dagen, hvor der blev snittet. På figur 1 ses resultatet af 2. slæt snittet d. 11/6-20 ved Thisted. Skårlæggeren startede d. 10-6 kl. 10. En dag hvor højeste temperatur var 18 grader, der var 3,7 solskins timer og middelvind på 2,8 m/s her i Thisted (dmi.dk/vejrarkiv). Riven startede ca. syv timer efter skårlæggeren. Finsnitteren gik i gang over middag d. 11/6 og var færdig ved 19-tiden.  En dag med max. temperatur på 22 grader, 8,9 solskinstimer og middelvind 5,9 m/s i Thisted.

På figur 1 ses, at tørstofprocenten ændres fra først i 30érne til 40 % ts i løbet af de ca. seks timer, arbejdet med finsnitteren tog. Umiddelbart et fint resultat. Skulle vi have undgået ensilage på 40 % øverst i siloen, skulle finsnitteren nok have været i gang fra morgenen af. Det var ikke en mulighed denne dag. Der er selvfølgelig altid en kabale, der også skal gå op med maskinstationen.

Grovfoder 4.0 kører også andre steder i landet nu. Her er observeret 15-20 % points forskel i løbet af en otte timers arbejdsdag. Det kan virkelig gå stærkt med tørstofprocenten.

En sommerdag i Thy

Prøver vi fortørringsprognosen af i dag torsdag d. 25/6-20 i Thisted. Temperaturen på pylonen udenfor LandboThy viser over 30 grader. Fjorden er næsten blik. Skårlægger vi kl. 10 i dag med et forventet udbytte på 2.500 FEN pr. ha, river sammen kl. 11, ser prognosen ud som figur 2. Vi har altså frem til i morgen formiddag til at få græsset ensileret, hvis vi gerne vil have en optimal tørstofprocent i ensilagen.

Venter vi derimod til kl. 13 med at rive sammen (vist i figur 3), skal finsnitteren nærmest køre lige efter riven, hvis vi skal nå at ramme tørstofprocenten på de optimale 33-35%.

Fortørringsprognose Thisted 25/6, hvor vi skårlægger kl. 10 og river sammen kl. 11

Fortørringsprognose Thisted 25/6, hvor vi skårlægger kl. 10 og river sammen kl. 13

Ud og mærk i marken

Fortørringsprognosen bruger vejrprognosen fra DMI til at forudsige udviklingen i tørstofprocenten. Det er ikke altid at DMI´s prognoser holder fuldstændig stik. Der kan f.eks. være mere vind, end det der er på vejrprognosen og så går det hurtigere end det fortørringsprognosen forudsiger. Det er derfor nødvendigt at komme ud i marken og mærke på græsset og fornemme, hvordan vind og vejr er lige der.

https://www.landbrugsinfo.dk/public/a/3/3/foder_fodring_fortorringsprognose_slatgras

 

Slætvaner

Efter en tur på finsnitteren hos en af de lokale maskinstationer, står det klart, at rigtig mange marker rives og ensileres i den præcis samme rækkefølge år efter år, slæt efter slæt. Vi har åbenbart også slætvaner! Nogle steder er det måske den mest optimale rækkefølge i forhold til tørstofprocenten. Nogle gange kunne rækkefølgen både med rive og finsnitteren måske med fordel være ændret.

Det er som regel det tørreste græs, der bliver snittet til sidst og dermed kommer øverst i siloen. Det er rigtig svært at køre tør ensilage sammen øverst i siloen. Marker med tyndere lag (hurtigere tørring) eller grovere græsser kan med fordel ligges nederst i siloen. På den måde har vi en chance for at presse luften ud af det og få ensileringsprocessen i gang.

 

Chaufføren har enorm viden

Flere af de lokale maskinstationer kører med tørstofmålere i finsnitteren. Chaufførerne sidder på første paket til data, der fortæller en masse om græsset lige der, hvor de kører. De har en masse erfaringer, som vi lige så godt kan bringe i spil. Tag endelig maskinstationen med på råd.

 

Økonomien

Fremstillingsprisen på at lave græsensilage med 33-35 % ts eller 40-45 % ts er umiddelbart den samme. Vores påstand er, at køernes afregning og mængden af dårlig ensilage, der måske smides ud, ikke er den samme. Hvorfor ikke ramme 33-35 %, hvis det giver bedste resultat?

 

Konklusion

Det er god management at agere, når vi konstaterer græsset bliver for tørt. Det går overraskende stærkt på en god sommerdag. Riven skal være klar nærmest samme tid som skårlæggeren. Overvej gerne en ekstra gang, hvilken rækkefølge markerne skal rives og snittes i. Vi anerkender det er svært at ramme tørstofprocenten. At lave for tør ensilage slæt efter slæt uden at ændre rutinerne, er uprofessionelt. Hellere ensilage der er til den våde side end for tør ensilage, der ikke ensilerer ordentligt.

 

Rigtig god sommer og pøj pøj med tørstofprocenten i 3. slæt.