Hold øje med græstetani
Hvis du har køer på græs, så er det nu, at du skal være ekstra opmærksom på græstetani eller ”græsforgiftning”, der er karakteriseret ved et lavt indhold af magnesium i blodet. Særligt det våde og kolde vejr vi haft den sidste en-to uges tid, kan give problemer.
Symptomer på græstetani
Køer med græstetani kan normalt spottes, når køerne drives ind til malkning. Typiske symptomer er usikker og stiv gang samt ”stjernekiggen” (hovedet holdes højt). Hold også øje med køer der ligger i sengebåsene efter malkning og virker omtåget. Når sygdommen er fremskreden, ses voldsomme muskelkramper, og koen vil dø, hvis hun ikke behandles. Risikoen for at udvikle græstetani er størst hos ældre køer.

Fokus på magnesium
Græstetani forebygges ved at give et tilskud af magnesium. Sigt efter 70 gram magnesium pr. ko ved udbinding i en foderration (tungrace). Du kan med fordel øge magnesiumtildelingen mindst en uge før udbinding, især hvis du tidligere har haft problemer med græstetani. Sørg for at overgangen fra staldfodring til afgræsning bliver så blid så muligt for koens vom. Begræns afgræsning af græsmarker med et højt sukkerindhold og suppler med ensilage på stald, der sikrer at vomfunktionen opretholdes. Et højt indhold af kalium i græsset, hæmmer optagelsen af magnesium. Denne virkning forstærkes ved natriummangel. Sørg derfor for, at køernes behov for natrium er dækket gennem et tilskud af fodersalt i rationen.
Kontakt din kvægrådgiver, hvis du har brug for sparring


