Mange har svært ved at rekruttere og fastholde medarbejdere i landbruget. Et godt arbejdsmiljø og fokus på arbejdssikkerhed og medarbejdernes velbefindende kan gøre din bedrift til en attraktiv arbejdsplads. Der er mange måder hvorpå du kan optimere arbejdsmiljøet på din bedrift. Det giver mere tilfredse medarbejdere, der både er mere effektive og produktive – og det kan ses direkte på bundlinjen.

Arbejdsmiljø og -sikkerhed bør og skal spille en stor rolle i landbruget. Men har du styr på det? Slider du dine medarbejdere op, eller lytter du til dem?

Det koster både tid og penge at udskifte en medarbejder. Investering i dine ansattes trivsel sikrer ikke kun, at du kan holde på dem længere. Når de taler positivt om din virksomhed og dig som leder, bliver det også lettere at tiltrække ny arbejdskraft til bedriften.

Fakta om bedriften:

  • 230 årskøer
  • Årsydelse på 10.500 kg EKM pr. ko
  • Tre ansatte
  • Celletal på ca. 100.000
  • Malker i malkegrav

Ekstra skelet aflaster malkeren

Niels Christian Andersen, der driver en mælkeproduktion ved Skjern, anskaffede sig et exoskelet efter opfordring fra en medarbejder. Exoskelettet bruges indtil videre under malkning, hvor det særligt støtter nakke, skuldre, samt arme og hænder, men også ryg/lænd. Det modvirker derved nedslidning og overbelastning. På bedriften malkes i gennemsnit otte timer dagligt. Nogle dage klarer én mand alle malkninger med hjælp fra Niels Christian.

Pavlo, 35 år, er medarbejderen, som ønsker aflastning under malkning. Han kommer fra Ukraine og har været ansat på bedriften siden 2017. Pavlo fortæller, at han efter 1-2 år på ejendommen, begyndte at sove dårligt om natten. Han havde ondt i ryg, skuldre, nakke og arme efter endt arbejdsdag. Det fik ham til at efterspørge noget, som ville kunne afhjælpe dette, så han kunne blive ved med at arbejde på bedriften.

Smerterne forsvandt

Pavlo fik sig et exoskelet, som han med glæde tager på hver gang, der skal malkes. Han fortæller, at før han fik et exoskelet, havde han en slap holdning og ikke brugte sin krop rigtig, hvilket betød at han fik smerter. Med exoskelettet på, får han en mere oprejst holdning og er mere bevidst om, hvordan han bruger kroppen. Det betyder også, at han nu bruger begge hænder til at tørre patter af i stedet for at bruge samme hånd hver gang.

Det støtter og guider mig. Jeg har ikke smerter mere og jeg møder nu altid frisk på arbejde, fortæller Pavlo.

Set fra chefens stol

Niels Christian fortæller, at han opfordrer alle sine medarbejdere til at bruge exoskelettet og at han også gerne selv bruger det, da hans skuldre og ryg er ved at være godt medtaget efter mange år i kostalden.

Det aflaster og er med til at forlænge min og mine medarbejders arbejdsliv indenfor dette fag – siger Niels Christian, der håber på, at exoskelettet kan betyde at han kan holde til at arbejde i stalden til den dag køerne skal sættes ud.

Derudover er der også økonomi i det. Ifølge Niels Christian er det en lille investering at købe et exoskelet frem for at nedslide sine medarbejdere og ikke at kunne holde på dem på grund af det hårde fysiske arbejde

Hver gang en ny medarbejder skal læres op, koster det penge og tid. Niels Christian er desuden overbevist om, at de også vil kunne bruge exoskelettet andre steder end i malkestalden.

Det er en lille investering, som vi kan få meget glæde ud af – siger han.

Fordele og ulemper

Men er brugen af et exoskelet fremtiden og er der kun fordele ved brug af et exoskelet? Til dette fortæller både Niels Christian og Pavlo, at efter deres mening bør flere tilbyde deres medarbejdere at få et exoskelet og gerne før skaderne opstår.

Ulempen med exoskelettet er at der stikker lidt bolte ud, som kan hænge fast, når man skal igennem mandehuller eller i malkeudstyret i malkegraven, men det lærer man hurtigt at undgå. Herudover kan stængerne, som går fra lænden op over skulderen give lidt trykninger og blå mærker oven på skulderen, hvis det ikke er indstillet korrekt.

Det siger fysioterapeuten

Fysioterapeut og konsulent ved SEGES Innovation, Marianne Norup, mener, at exo-skeletter i mange tilfælde kan aflaste medarbejdere, der har mange timers ensformigt og nedslidende arbejde:

På kvægbrug er der stadig en del opgaver, der slider på kroppen. Det er fx når du arbejder med lange rækkeafstande ind under koen, vrider i ryggen, når du muger ud pr. håndkraft, eller løfter spande, sække eller lignende. Selv om vi kan sætte maskiner til det meste, så er der stadig en del arbejde, der skal gøres manuelt, og tilsammen kan det give smerter, enten på kort eller lang sigt. Nedslidning kan bl.a. føre til slidgigt, og når den først er opstået, er der stor sandsynlighed for et liv med kroniske smerter.

 

Et exoskelet gør dig ikke til Superman, men det tager toppen af belastningen, så du kan undgå smerter og skader efter længere tids arbejde.

Man må dog ikke bruge exoskelettet i stedet for at gøre alt, hvad der muligt, for at fjerne selve belastningen, fx løfte sække eller dunke eller bære på byrder – levende eller ej – hvor man kunne bruge en vogn.

Fakta om nedslidning:

  • Fysisk nedslidning skyldes belastninger på kroppen, der foregår gennem flere års arbejde.
  • Hold øje med smerter, der kommer om morgenen efter hårdt fysisk arbejde, og som aftager ved fravær fra arbejdet, fx ferie.
  • Smerterne fører ofte til, at man må omskoles til andet arbejde, medmindre belastningen kan fjernes.

Kontakt vores ekspert på området

Camilla Schilling Pedersen, kvægrådgiver

Tlf.: 9663 0563

Mail: csp@kvxp.dk