Jørgen Kristensen – 25 års jubilæum hos KvægXperten

Jørgen Kristensen kunne 1. februar 2022 fejre 25 års jubilæum hos KvægXperten.

Jørgen er oprindelig uddannet landbrugstekniker fra Vejlby Landbrugsskole med speciale i kvæg og fik efter endt uddannelse arbejde på Morsø Landboforening, hvorefter han var et par andre steder inden han i 1997 satte sig til rette i kontorstolen som chefkonsulent for kvægafdelingen i det der dengang hed Salling Landboforening. I 1997 var der både fodringsrådgivning, ydelseskontrol og CHR samt husdyrauktion tilknyttet kvægafdelingen i Salling Landboforening.

Siden er Salling Landboforening fusioneret med Morsø Landboforening og skiftede navn til Landbo Limfjord, Ydelseskontrollen blev til RYK og CHR arbejdet blev digitaliseret.

Derfor blev fodrings- og produktionsrådgivningen i 2017, via et samarbejde mellem Landbo Limfjord, LandboThy og Agri Nord, til KvægXperten. Her fortsatte Jørgen på chefposten og KvægXpertens slogan: ”Alene kan du meget, sammen kan vi mest” blev til.

Landbo Limfjord, LandboThy og Lemvigegnens Landboforening fusionerede i 2021 og blev til Fjordland. Fjordland er en af Danmarks største landboforeninger og ejer i dag KvægXperten sammen med Agri Nord.

Jørgen Kristensen kvægrådgiver kvægxperten 25 års jubilæum

Jørgen Kristensen modtager en gave fra personalet i KvægXperten i form af en hæklet ko, der kan “malkes”

Jørgen har nu i et kvart århundrede haft sin daglige gang som kvægchef. Han er en meget alsidig og vellidt chef, der mestrer såvel rådgivning og komplicerede sager, som det at skabe et godt arbejdsmiljø for medarbejderne i KvægXperten.

Medarbejderne i KvægXperten beskriver Jørgen som en sympatisk mand, der tager hånd om medarbejderne og altid vil alle det bedste. Han er tit god for en sjov bemærkning eller en god historie – og så er Jørgen et omvandrende leksikon.

Kontorstolen er nu ikke den Jørgen sidder mest i – for Jørgen er kundens fagmand, og det vil han blive ved med at være. Han vil altid yde den bedste rådgivning til kunderne og på den måde bidrage til optimeringen af kundernes produktion. Han har derfor også sit fokus rettet mod kunderne og på det tværfaglige samarbejde med alle de interessenter, der kan gavne, for at det i sidste ende skal give det bedste resultat for kunden. Interessenterne kan f.eks. være dyrlæger, økonomirådgivere, klovbeskærer og lign.

 

Jørgen blev fejret af venner, familie, kolleger og samarbejdspartnere ved en reception med et meget flot fremmøde hos KvægXperten i Skive fredag 25. marts.