Klimatjek 1. runde afsluttet
Alle ARLA-leverandører der sidste år indberettede til Klimatjek har nu fået gennemgået deres indberetninger og har dermed fået overblik over, hvordan resultatet er på deres ejendomme.
De indberettede klimatjeks har vist at der udledes lige under 1 kg CO2 pr kg EKM. 45-50% af klimaaftrykket på den enkelte bedrift stammer fra køernes fordøjelse. Altså noget I selv har stor indflydelse på.
Hvad giver lavt klimaaftryk?
Nøgleordet er effektivitet. Høj ydelse i kg mælk betyder, at vedligeholdsfoderet pr kg mælk reduceres. Reduceret antal opdræt betyder ligeledes at der anvendes mindre foder på bedriften. 1 kvie æder ca. 2000 kg tørstof en ko ca. 7500 kg tørstof pr år. Det betyder rundt regnet, at kan I reducere kvieantal med 4 stk. kan I, med samme klimabelastning, have 1 ko mere (og 11.000 kg mælk).
Høj fodereffektivitet giver en lav klimabelastning. Kan I få mere mælk for mindre foder, påvirker det selvfølgelig klimaaftykket i positiv retning.
Klimabelastning og økonomi går hånd i hånd. De virkemidler vi ser, der giver et lavt klimaaftryk, er heldigvis samme faktorer, der giver en forbedret økonomi på bedriften.

Udfordringer i indberetningen
Selvfølgelig har der været udfordringer i at få indberettet de rigtige data i klimatjek. Vi kan se en af udfordringerne er indberetning af foderforbrug. Det skal indberettes i kg tørstof. I jeres regnskaber er det opgjort i foderenheder. Analyser af grovfoder skal indberettes i MJ/kg tørstof. Der er også udfordringer i at få indberettet de korrekte statusbeholdninger, de er vigtige for at beregne det korrekte foderforbrug og det korrekte udbytte i grovfoder.
Ny indberetning til klimatjek i 2021
Som I sikkert har set, er der åbnet for at indberette klimatjek igen. Indberetter I før 30/6 21 bevarer i tillægget for klimatjek på afregningen. Det er 7,5 øre pr kg EKM.
Kontakt os gerne, vi er klar til at hjælpe med at indberette oplysninger til klimatjek


