Det er ikke alene stressende for dyr og ansatte at være omgivet af irriterende fluer. Fluer kan koste både mælk, tilvækst og være årsag til spredning af smitte internt på bedriften og til nabogårde med blandt andet salmonella, flue-mastitis og smitsom øjenbetændelse (pink eye).

Som ejer af et husdyrbrug er man forpligtiget til, i henhold til Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, at forebygge og begrænse fluegener.

Stuefluen og den blodsugende stikflue

Den mest almindelige flue i stalden er stuefluen, også kaldet staldfluen. Udover stuefluen, findes også stikfluen, som stikker og suger blod, hvilket er til voldsom gene og ubehag for dyret, da fluens stik er ret kraftigt.

Fluerne lægger deres æg på flydelaget i gyllekanaler, i dybstrøelsen og på steder med urenheder og foderrester. En enkelt flue kan lægge flere hundrede æg i sit korte liv, og æggene klækkes i løbet af en til to uger. Derfor går det stærkt, når først sæsonen er startet.

De synlige fluer er kun toppen af isbjerget

Omtrent 85 procent af fluepopulationen, og dermed 85 procent af problemet, befinder sig i møget og gyllen, mens de resterende 15 procent udgøres af de voksne fluer.

Som følge af det mildere klima, er sæsonen for fluer blevet længere i forhold til tidligere. Det betyder, at der skal sættes ind allerede i marts/april med at bekæmpe ynglen. Når først fluetrykket er højt, er det både dyrt og besværligt at få bugt med fluerne.

Hyppig udmugning er altid en god idé i forhold til hygiejne og smittebeskyttelse. Særligt i kalvestalden, hvor fluerne foretrækker at være. Udmugning skal ske minimum en gang ugentligt i den varmeste periode, hvor udviklingen fra æg til voksen flue kun tager én uge. Det løser dog ikke problemet alene, da fluerne kan transporteres langt med vinden og flyve fra møddingspladsen og tilbage i stalden. Overdækning af møddingen hæver temperaturen, så larver og pupper dør og fluer forhindres i at lægge nye æg.

Gode råd til forebyggelse og bekæmpelse

  • Oprethold en god staldhygiejne. Fjern rester af foder og gødning fra gulve, trug m.v.
  • Hold skåle og suttespande rene. Fluer elsker den søde og næringsrige mælk.
  • Udmugning minimum en gang ugentligt og overdækning af gødningsstakke.
  • Biologisk bekæmpelse, i form af rovfluer og snyltehvepse, kan anvendes til bekæmpelse af flueyngel i gyllekanaler og dybstrøelse (må anvendes af økologer). Start allerede i marts/april og gentag flere gange i løbet af sæsonen. Søg vejledning hos firmaer, som forhandler disse.
  • Voksne fluer kan bekæmpes ved mekaniske midler som limsnor, limplader, fluefangere, elektriske fluelamper, ventilation eller med kemiske midler. Der findes forskellige kemiske midler, hvoraf nogle kan bruges i kombination med biologiske bekæmpelse. Søg vejledning hos en ekspert, så du sikrer korrekt valg og anvendelse af middel og undgår resistens.

Har du spørgsmål eller brug for sparring, er du altid velkommen til at kontakte vores ekspert på området

Simone Balthzersen, kvægrådgiver

Tlf.: 9615 3042

slb@kvxp.dk