Vibeke Fladkjær Nielsen er ny kvægrådgiver hos KvægXperten
Vibeke Fladkjær Nielsen startede 2. januar 2023 som kvægrådgiver hos KvægXperten. Vibeke er kendt af de fleste i branchen og har i flere år arbejdet med udvikling og implementering af viden omkring ledelse på staldgangen, staldindretning samt produktionsoptimering med fokus på medarbejdere og dyrevelfærd.
”Hos KvægXperten skal Vibeke styrke vores rådgivning samt medvirke til sikre at potentialet mellem dyr, mennesker og stald bliver udnyttet optimalt i den enkelte landbrugsvirksomhed” udtaler Torsten Gruhn, Direktør for KvægXperten. Her kommer Vibeke til at bruge sin store erfaring med praksisnær ledelsesrådgivning, hvor udgangspunktet er det, der sker ”på staldgangen”, hun skal bl.a. bidrage med at skabe en mere robust og stabil bedrift, og fremme det tværfaglige samarbejde blandt landmandens øvrige samarbejdspartnere og rådgivere, uddyber Torsten Gruhn.
Danske mælkeproducenter står overfor store forandringer i de kommende år, særligt som konsekvens af den øgede fokusering på klima og bæredygtighed fra forbrugere og den finansielle sektor. En konsekvens er forøgede krav og forventninger til landbrugsvirksomhederne fx dokumentation, udledning af drivhusgasser, dyrevelfærd og medarbejderforhold samt virksomhedsledelse. Det betyder, at landmændene får brug for rådgivere til at vejlede dem i forhold til det daglige drift og den fremtidige strategi for deres virksomheder, det er en af de ting, Vibeke skal bidrage med.
”Jeg glæder mig helt vildt til at få ”hænderne på kogepladen”. Komme til at arbejde med menneskerne ude på bedrifterne og bruge min humanistiske tilgang til rådgivning, til at skabe værdi for landmanden i den daglige rådgivning, samt nogle længere rådgivningsforløb” siger Vibeke Fladkjær Nielsen.
Vibeke, der er 45 år og bosiddende i Aars, er uddannet Agronom samt har en master i Psykologi og uddannet Lean specialist.