Grænsen for, hvornår en handling kan betegnes som mobning er svær definerbar. Vi kan tale om skjult, arbejdsrelateret og/eller personrelateret mobning, fælles for alle er, at det er handlinger, som påvirker en person negativt.
Her er der selvfølgelig personlige tærskler for, hvad man oplever som negativt, og derfor er det svært at stille helt klare grænser for, om en omgangstone påvirker en eller flere negativt, eller blot er jargonen i en medarbejdergruppe. I en tid, hvor det kan være svært at få ny arbejdskraft, skal man som leder af arbejdspladsen være særlig opmærksom på, at en hård og frisk jargon ikke frastøder gode medarbejdere.
Det virker umiddelbart simpelt. Enten er man den, der mobber, eller også er man den, der bliver mobbet. Det er bare ikke helt så enkelt, for mobning kan være hierarki-styret, så de stærkeste mobber lavere stående, mens mellemgruppen både er mobbere og oplever mobning. Her bliver mobningen et magtvåben, som kan forstærke regelsættet af uskrevne regler og en uhensigtsmæssig virksomhedskultur.
På mindre arbejdspladser med 4-7 medarbejdere kan man sagtens få dannet en kultur med hård værkstedshumor, frisk omgangstone og kærlige drillerier. Sådan en kultur trives bedst på arbejdspladser med en ”laissez-faire” eller autoritær ledelsesstil, i begge tilfælde kan manglen på information eller tilbageholdt information give plads til uskrevne regler, som er svære for nye medarbejdere at finde rundt i, og derfor bliver de lette ofre for mobning.
Omgangstone og dumsmarte bemærkninger ligger i grænsezonen til mobning. F.eks. skal du som arbejdsgiver sende en medarbejde ud med traktor og vogn for at hente noget i marken. Du giver instruktionen til medarbejderen og slutter instruktionen af med at sige: ”Tror du, at du kan finde ud af det?”. Her har medarbejderen mulighed for at reagere direkte på dit spørgsmål.
Hvis du derimod henvender dig til de øvrige medarbejdere og sige: ”Tror I, at han/hun kan finde ud af det?”, så har du frataget muligheden for vedkommende til selv at tage ansvar, og vurderingen kommer nu fra kolleger. Det bliver både ubehageligt for vedkommende, der skal udføre opgaven, men sandelig også for kollegerne, der nu skal tage ansvaret i forhold til, at opgaven bliver udført korrekt. Samtidig åbner du ballet for kommentarer, som er ment som kærlige drillerier, men som vedkommende er blevet frataget muligheden for at afværge, fordi vurderingen af vedkommendes evner til at løse opgaven, nu ligger hos kollegerne.
Arbejdsgiveren er altid ansvarlig for den ledelse, som bliver udøvet, og derfor direkte eller indirekte ansvarlig for, om der er en kultur, hvor mobning kan trives. Få talt om jeres omgangstone, få styr på jeres pauser, kutymer, kageordninger osv., så det er let for udefrakommende eller nye medarbejdere at finde gennem junglen af nye indtryk i din virksomhed.