Skab de bedste betingelser for dig selv og dit landbrug med et godt budget

Dit budget kan sende et skarpt signal til banken om dine evner til at klare dine forpligtelser. Det øger din troværdighed og gør dit fremtidige samarbejde med kreditgivere og øvrige samarbejdspartnere meget nemmere.

Skab troværdighed omkring din virksomhed

Med et budget kan du gøre det nemmere for dig selv at leve med og af din virksomhed. Du kan skabe overblik og tro på din virksomhed overfor dine forretningspartnere.

Få banken med på holdet

Brug dit budget til at fremme din forretning. Hold banken løbende opdateret på ændringer i forhold til den 5 eller 10 års plan du har fremlagt og få samtidig overblik over din forretning.

Informér banken, inden du gennemfører investeringer og andet – ikke efter.

Det er min erfaring, at banken er indstillet på samarbejde og vil hjælpe dig med at gennemføre din plan, så længe de overordnede rammer holder. Sørger du for løbende dialog, og holder du banken informeret om alle væsentlige punkter – både positive og negative, er de med dig.

Det giver jo i grunden også god mening – for når du skylder penge i banken, er meget af det, du investerer i, jo for bankens regning og risiko.

Du kan med andre ord ligeså godt få mere ud af det budget, du alligevel skal have lavet til banken.

Opbyg det og underbyg det, så det arbejder til din fordel.  Du kan fremstille din virksomhed som en stabil og sikker havn for banken. Og banker elsker at minimere deres risiko.

Nå, ja og den helt store effekt du kan få, er overblik over din forretning og system i hvor og hvornår enkelte projekter i din virksomhed skal gennemføres. Det giver mulighed for planlægning og sikker eksekvering af dine projekter.

Vis banken, at du kan klare dine forpligtelser

I min verden er et budget, som kun rækker et år ud i tiden, ikke nok til egentlig at være brugbart som strategisk arbejdsredskab.

Du bliver nødt til at se lidt længere ud i tiden. Om det er 5 eller 10 år kommer lidt an på, hvad du vil opnå.

  • et budget, der rækker 5 år ud giver dig mulighed for at sandsynliggøre dine muligheder for at servicere gælden og vise nogle udviklinger
  • et budget, der rækker 10 år ud giver dig ud over dette også lejlighed til at vise, om din virksomhed kan holde til at alt, hvad der har været afdragsfrit nu kommer til afdrag

Du kan med andre ord sende nogle skarpe signaler til banken om dine evner til at klare forpligtigelserne både nu og i fremtiden.

Det bringer dig i en bedre forhandlingssituation, fordi du opbygger bankens tillid til dig. Banker er jo generelt ret begejstrede for at se at deres udlån kommer hjem.

Samtidig øger du dine muligheder for at kunne optimere på dine afdrag, og du får lettere ved at forklare evt. afvigelser fra dit oprindelige budget.

Med et veludført budget hvor der er taget hensyn til de investeringer, som forventes over de næste 5 til 10 år (siloer, traktor, markredskaber og bygninger), skaber du kort sagt de bedste muligheder for at demonstrere din virksomheds stabilitet og sikkerhed for at banken får sine udlån tilbage.

Hvilke tal skal jeg regne på?

Da vi alle ved, at spådomme om fremtiden er ret usikre, så må vi bruge nogle tal, hvor vi kan dokumentere, at de har bund i virkeligheden.

Min anbefaling er, at vi ser tilbage i tiden og tager

  • gennemsnittet af de sidste 10 års afregnings- og indkøbspriser
  • 10 års gennemsnit på det, dine marker har ydet
  • i stalden skal der tages hensyn til at der løbende er forbedringer i produktion
    • afvænning per årsko,
    • flere kg mælk per års ko
    • bedre tilvækst per FE)

Med et gennemsnit af tal fra de sidste 10 år fortæller vi banker og andre samarbejdspartnere, at vi kan levere og yde det, vi skal under gennemsnitlige forhold.

Det er et meget stærkt signal at sende til kreditgivere og samarbejdspartnere samtidig med, at du selv får ro, fordi du ved, at du kan levere afregning til alle dine kreditorer hele tiden.

 

Vi skal i budgettet også tage hensyn til investeringer. Der er både de strengt nødvendige og de mere sjove af slagsen.

Vær opmærksom på at tænke ind

  • hvornår de pågældende investeringer forventes at skulle gennemføres
  • at lægge 10-15% til investeringssummen for at tage højde for uforudsete/ikke planlagte tillægsomkostninger

På den måde sikrer du, at likviditeten holder hele vejen igennem dit budget.

Det er vigtigt at beskrive, hvad effekten er af den pågældende investering vil være. Investeringen skal give mening i forhold til produktionen.

Endelig skal du have din rådgiver til at dokumentere de tal, der bruges. Beregningerne skal vedlægges som bilag.

Godt udgangspunkt

Du står nu med et budget, som skaber troværdighed, fordi det er veldokumenteret og peger længere ud i fremtiden end til udgangen af næste år. Du har et rigtigt godt udgangspunkt for evt. forhandlinger med dine kreditgivere og med en løbende dialog med dem, sikrer du tillid til dig selv og din virksomhed og ro til at koncentrere dig om at drive din forretning.

 

Sådan gør du:

  • Tag dig tiden til at tænke over din virksomhed og hvad du vil
  • Kontakt din rådgiver
  • Få lavet dit 5 el 10 års budget – Det er rent faktisk en strategi for din virksomhed
  • Når din konsulent har regnet, så sæt gennemgå det, og tag dig tiden til at mærke efter om det var de tanker du startede med
  • Tag det med til din kreditgiver, og brug det til at fortælle om den rejse du vil på med din virksomhed

Kontakt din økonomirådgiver, hvis du har brug for hjælp til budgettet

Jens Tange Møllmann, Cand. merc. i finansiering

Økonomikonsulent hos Landbo Limfjord med speciale i finansiering, budgettering og økonomisk rådgivning

Tlf.: 9615  3562

jtm@landbo-limfjord.dk