Mandag aften afholdt KvægXperten, i samarbejde med BK Nord, BoviCura, Nørager Landdyrlæger, LVK , Velas og Seges Innovation, møde om fælles indsats mod Salmonella Dublin.
Der var 145 tilmeldte til arrangementet, heriblandt landmænd, dyrlæger, konsulenter, klovbeskærere, håndværkere, inseminører, biogasanlæg, RYK, maskinstationer m.fl.
Vi havde et fantastisk godt program med inspirerende oplægsholdere:
- Hvad er Salmonella Dublin?: Betina Tvistholm fra Seges fortalte bl.a. hvordan bakterien smitter og hvilke symptomer vi skal være opmærksomme på, og hvilken adfærd ved os selv, vi skal være opmærksom på.
- Sanering for Salmonella Dublin: Landmand Johnny Hansen, Lilholt, fortalte en positiv og inspirerende historie om, hvordan det er lykkedes dem at blive fri for Salmonella, og mange andre sygdomme, ved at fastholde rutinerne.
- Støvleskifte: Line Fruergaard-Roed, Viking, fortalte om, hvordan Viking ser på smittebeskyttelse, når de kommer rundt på bedrifterne, og hvordan det nærmest er umuligt at rengøre støvler med vand og desinfektion. Derfor er støvleskifte vigtigt, hvis vi skal undgå at sprede smitte.
- Skiltning: Maria Falkesgaard, fra Velas fortalte om, hvad man får øje på som konsulent, når man kommer rundt på bedrifterne, og om hvordan skiltning og kørselsveje rundt på gården er et rigtig godt sted at starte i forhold til smittebeskyttelse.
- Indgang: Torben Bennedsgaard fra BoviCura, havde blandt andet fokus på indgangsrummet til stalden, med mulighed for skift til bedriftens tøj/støvler og håndvask.
- Staldindretning: Robert Pedersen fra BK Nord fortalte om hvordan vi bedst indretter stalden med henblik på at opnå god smittebeskyttelse.
- Workshop: Vibeke Fladkjær Nielsen fra KvægXperten stod for en workshop, hvor deltagere udvekslede erfaring og idéer til hvordan de selv kan bidrage til at forhindre at Salmonella Dublin breder sig.




Kontakt vores ekspert på smittebeskyttelsesområdet, hvis du har behov for sparring


