Nå der skal transporteres kreaturer er der flere ting, man skal være opmærksom på.
- Der er forskellige krav om du transporterer dine EGNE kreaturer under 50 km eller over 50 km.
- Derudover er der forskel på, om du transporterer både dine EGNE og ANDRES kreaturer i enten mindre end 8 timer eller over 8 timer.
Se kravene til de forskellige scenarier nedenfor:
“Selvkører” = egne dyr i egne transportmidler
Når man transporterer egne dyr i egne transportmidler, er man ‘selvkører’. Reglerne nedenfor gælder for selvkørere.
Transporter under 50 km
Transporterer man egne dyr i egne transportmidler over en afstand på mindre end 50 km, skal man opfylde følgende krav:
- Dyrene skal være egnede til transporten, (dvs. de må ingen skavanker have, overhovedet)
- Transporten skal være planlagt, dvs. at modtageren er underrettet om tidspunktet for dyrenes ankomst til bestemmelsesstedet
- Dyrene må ikke kunne skade hinanden, fordi de fx har forskellig størrelse, art, køn m.m.
- Transportmidlet skal være egnet til den pågældende transport
- Dyrene må ikke kunne komme til skade via skarpe kanter og fremspring
- Arealet og højden skal være passende i forhold til størrelsen af dyrene og den planlagte transport
- Der skal være tilstrækkeligt med strøelse tilpasset forholdene. Strøelse sikrer passende absorption af urin og ekskrementer
Transporter over 50 km
Transporterer man egne dyr i egne transportmidler over en afstand på mere end 50 km skal man opfylde følgende krav:
- Krav om autorisation som transportvirksomhed. Autorisation ansøger man om hos den lokale fødevareregion, og man betaler et gebyr ved ansøgning
- Krav om at chaufføren skal have gennemgået et kursus i transport af dyr, når man transporterer dyr over 65 km
- Fra den 1. januar 2008 er der krav om et kompetencebevis for chaufføren for transporter over 65 km
- Dyrene skal være egnede til transporten
- Transporten skal være planlagt, dvs. at modtageren er underrettet om tidspunktet for dyrenes ankomst til bestemmelsesstedet
- Transportmidlet skal opfylde de indretningsmæssige krav
- Reglerne om pålæsning, håndtering og aflæsning skal følges
- Kravene til transportpraksis og adskillelse af visse dyr skal følges
- Der skal være tilstrækkeligt med strøelse tilpasset forholdene. Strøelse sikrer passende absorption af urin og ekskrementer
Transporter på under otte timer
Transporterer man egne og andres dyr i egne transportmidler i mindre end 8 timer, fx transport af køer mellem besætninger, så skal man opfylde følgende krav:
- Samme krav som ved transport over en afstand på mere end 50 km
- Køretøjet skal forinden kontrolleres og godkendes af en synsvirksomhed
- Køretøjet skal opfylde kravene i Forordningen
- Fra den 1. januar 2008 er der krav om et kompetence bevis for chaufføren for transporter over 65 km.
Transporter over otte timer
Transporterer man egne og andres dyr i egne transportmidler i mere end 8 timer (lang transport) skal man opfylde strengere krav til transportmidlets indretning og drift. F.eks. skal køretøjet have et godkendelsescertifikat, og dyrene skal have et større areal til rådighed.
Fra den 1. januar 2008 er der krav om et kompetence bevis for chaufføren for transporter over 65 km.
Andre ting at være opmærksom på
Hvornår må jeg flytte min ko?
En ko anses ikke for egnet til transport i 14 dage efter kælvning
Drægtigt køer der er mindst 90 % henne i drægtighedsperioden, for en ko er det 28 dage, må heller ikke flyttes. Desuden bemærkes, at ved transport af drægtige dyr, der ikke er i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden, skal der udvises særlig omhu for at undgå, at dyrene klemmes.
Hvornår må jeg flytte min kalv?
Det er tilladt at transportere kalve på under 10 dage over en kortere strækning end 100 km, hvis deres navle er fuldstændigt helet. Dette vil som regel være tilfældet mellem 7 og 10 dage efter kalvens fødsel.
Man må ikke flytte kalve, hvis navle ikke er fuldstændigt helet.
Skal der være strøelse i kreaturvogn?
Ja, gulvet i et transportmiddel skal være forsynet med passende strøelse eller tilsvarende materiale. Formålet med materialet er at sikre en passende absorption af urin og ekskrementer
Hvornår skal kreaturvognen have en presenning på?
Transportmidler, der ikke er forsynet med fast tag, skal være overdækket med en presenning el. lignende, der beskyttelse dyrene mod vejret.
I perioden fra 1.april til 1.november behøves man dog ikke en overdækning, hvis du transporterer kvæg, og det er inden for 50 km.
Men fra 2.november – 31.marts skal kreaturvognen, være forsynet med noget overdækning.
OBS: Der foreligger en EU Forordning, men man skal være opmærksom på at der foreligger skrappere danske krav på transportområdet. De nye regler trådte i kraft 5. januar 2007.