Vær OBS på dine kalve NU!

Efteråret er kommet, det betyder som sædvanligt ustadigt vej og store temperaturforskelle. For mange betyder det, at majshøsten skal i hus, men det er også nu, at vi skal have fuldt fokus på vores kalve og deres sundhed!

Den kolde tid og det ustadige vejr øger forekomsten af lungebetændelser ved kalvene. Den høje luftfugtighed og de svingende temperaturer øger risikoen for at kalvene får træk, som er årsagen til lungebetændelse.

Er det så stort et problem?

DTU har via undersøgelser fundet ud af at 15% af dødsfald hos kalve under 6 mdr. skyldes netop lungebetændelse!

Derudover viser forsøg, at hvis en kalv får lungebetændelse kan det påvirke den senere mælkeydelse med op til 10-15% – afhængig af hvor hårdt kalven er ramt – Derfor handler det om at fange kalvens signaler med det samme.

Hvilke tegn er det nu jeg skal se efter?

Der er generelt 6 tegn, du skal se efter når du observerer om kalvene har lungebetændelse:

Temperatur

  • Kalvens temperatur bør ikke være højere end 39,5 grader – men sammenhold temperaturen med hvordan kalven ser ud.

Næseflåd

  • Når kalvene bliver syge får de snot, og det kan variere fra let mælkehvidt til gult, tykt snot.

Hoste og hurtigere vejrtrækning

  • Du kan trykke kalven forsigtigt på halsen og hvis den hoster er der tegn på irritation, og dermed en begyndende lungebetændelse.
  • Hvis kalven er mere syg, vil man tydeligt kunne se en hurtig, og anstrengt vejrtrækning hos kalven.

Drikker langsomt

  • Begynder kalven at drikke langsommere, er det et tegn på begyndende lungebetændelse.
  • Står kalven op i lang tid efter den har drukket er det ligeledes et symptom for lungebetændelse, fordi trykket på lungerne stiger, og kalven i forvejen er påvirket af betændelsen.

Øjenflåd

  • Hvis kalven får større mængder øjenflåd, kan det være tegn på sygdom

Ørerne

  • Ører der hænger er oftest også tegn på lungebetændelse. Det skyldes væske i øret, netop grundet sygdom.

Kan vi gøre noget for at forebygge det?

Lungebetændelse er en luftbåren smitte, som går fra dyr til dyr, det betyder, at jo flere dyr der går sammen jo større er smittetrykket, fordi der er markant flere smitteveje, jo flere dyr der er samlet. – Derfor sænk smittetrykket eller fjern den syge kalv hurtigt hvis den går i en større flok.

Brug god tid på at passe kalvene. På den måde har du tid til at observere dyrene grundigere. – Jo hurtigere du fanger kalven jo bedre!

Da sygdommen smitter fra dyr til dyr er hygiejnen alfa-omega, derfor tjek at rutinerne er i orden og stram op, det kan få stor betydning for dyret fremadrettet, hvis den får lungebetændelse som kalv.

En kalv der ligger varmt og lunt er også mindre udsat for træk, og derfor kan det være en god ide at strø mere eller oftere og sikre at kalve der går ude i hytter osv. har en jakke på, hvis der er risiko for træk.

Har du brug for hjælp til at forebygge lungebetændelse blandt kalvene eller forbedre kalvesundheden generelt, så tøv ikke med at kontakte os så hjælper vi gerne.

Kontakt vores ekspert på området

Marie Sofie Futtrup, kvægrådgiver

Tlf.: 9615 3046

msf@kvxp.dk